”RRRIIINNNGGG, RRRIIINNNGGG”.
Skoleklokken ringer, og veninderne Liva og Maja går ud i af klassen med hver deres skoletasker på ryggen.
”Det er så koldt udenfor. Skal i vi ikke gå over til købmanden for at købe noget kakao?”, spørger Liva.
Maja synes det er en god idé, for hun synes også, at det er koldt udenfor.
De kigger ud af vinduet og ser, at det har sneet i løbet af skoledagen.
De begynder at gå over til købmanden. Da de går ind ad døren til købmanden, ser de købmanden sidde ved kassen og græde. Pigerne går over til købmanden og spøger hvad der er i vejen.
Købmanden svarer, at hans kasseapparat var væk samme morgen, da han kom på arbejde, men der var ingen tegn på indbrud.
”Og tyven har jo så dermed også stjålet alle mine penge”. Siger købmanden med tårer i øjnene.
”Vi skal nok hjælpe dig”, siger Maja. ”Ja vi skal nok hjælpe dig” skynder Liva sig også at sige. Købmanden takker og siger, at han heldigvis havde overvågningskameraret til, om natten, så man kan få en lidt information omkring tyven.
”Hvad skal vi starte med at gøre?” spørger Liva.
”Altså, vi kan jo enten se de der optagelser fra overvågningskameraret, eller vi kan analysere lidt på tingene, for måske at finde en anden løsning…”
A: Hvis Liva og Maja skal se overvågningsvideoerne, gå til side 2.
B: Hvis Liva og Maja skal analysere på problemstillingen, gå til side 3.
Liva og Maja logger ind på computeren i baglokalet. De går ind under videoovervågning og ser derefter de sidste 24 timer.
De scroller hurtigt væk fra dagstimer og koncentrerer sig mere om nattetimerne.
De kigger langsomt videoerne mellem 2:00 og 4:00 igennem. Klokken 4:16 kommer der en skygge gående ude foran butikken. Skyggen begynder at fumle med noget værktøj fra en lille mulepose.
Han taster en kode på et apparat. Pigerne bliver enige om, at det kunne være det der gjorde, at alarmen ikke gik. En kode som kunne slukke alarmen.
Liva og Maja scroller 5 minutter længere hen i videoen. Skyggen begyner at blive tydeligere, for skyggen er nu kommet ind i butikken. Skyggen har en mandlig kropsbygning. Han har sorte bukser, sort langærmet trøje og en sort elefanthue på. Han bevæger sig direkte hen mod kassen og tager kasseapparatet.
Derefter går han ud igen, og lukker døren lige så forsigtigt efter sig.
”Okay, så vi ved nu at det er en mand", siger Maja og tilføjer "jeg tror også, det er en mand der havde planlagt, det at han KUN skulle tage kasseapparatet, og derefter gå ud igen".
”Tror du det kunne være en person der har været i butikken mange gange? spørger Liva.
”Ja, for han lignede en der kendte butikken ret godt, siden han kunne være så præcis og hurtig med det hele" svarer Maja. "Hvad med at vi spørger købmanden, om der er nogle stamkunder, der måske kunne have virket mystiske på det sidste?” ”Det synes jeg er en god idé” siger Liva.
Pigerne begiver sig tilbage til købmanden og spørger ham, om der er nogle personer evt. stamkunder, der har virket mystiske på det sidste.
Han svarer, at han slet ikke har lagt mærke til nogen mystiske personer inden for det sidste stykke tid.
Pigerne beslutter sig for, at de så hellere må gå ud og kigge i nærområdet.
A: Hvis pigerne skal lede i parken, gå til side 5.
B: Hvis pigerne skal spørge politiet, gå til side 4.
”Men hvad kan der så have været sket?", spørger Liva. "Altså det er jo uanset hvad en meget snedig tyv, så måske er tyven en der har prøvet at stjæle før. Måske kan vi finde nogle fingeraftryk ved bordet, der hvor kasseapparatet stod”, tilføjer hun.
"Vi har jo ikke noget vi kan sammenligne de aftryk med", svarer Maja. "Det er jo kun politiet der har det."
"Vi kunne gå over på politistationen, og spørge om de vil hjælpe os med at sammenligne nogle fingeraftryk. Det kan også være, at de har set nogle mystiske personer i løbet af natten” siger Maja.
”Men der er jo ingen politimænd der vil tro på os to. Vi er jo kun 10 år. De tror sikkert bare, at vi vil lave ballade” siger Liva.
”Det har du sikkert ret i” svarer Maja, og sådan fortsætter samtalen ellers.
Det ender med at pigerne finder ud af, at det nok er smartest at kigge på de overvågningskameraer, som købmanden foreslog først.
Gå til side 2.
Pigerne begiver sig over mod politistationen.
De går ind i indgangen og kommer straks i tanke om, at de jo ikke troede at politiet overhovedet ville hjælpe dem, men nu er de jo gået ind, og så kan man jo ikke bare gå ud igen, uden det ville virke mistænkeligt.
Pigerne går hen til disken og spørger manden ved disken, om de må tale med en politibetjent. Manden ved disken henter en politimand, og pigerne begynder straks at forklare problemet.
Politimanden fortæller, at der har været to personer i byen, som inden for det sidste stykke tid har begået mange indbrud.
Han fortæller også, at den ene plejer at være ved byens fodboldbane, og den anden plejer at sidde på biblioteket, for der er der nemlig computere, han kan bruge til at planlægge indbrud.
Pigerne siger tak for hjælpen, og går ud fra politistationen.
A: Hvis pigerne skal starte med at lede ved fodboldbanen, gå til side 6.
B: Hvis pigerne skal starte med at lede på biblioteket, gå til side 8.
Pigerne går over i parken, men der er ikke andre end dem. ”De er sikkert alle på arbejde”, siger Maja.
”Hey, der går en mand med sort tøj på derover. Kan det være ham?”, spørger Liva.
”Ja, skal vi ikke gå over og spørge ham, hvad han lavede i går?”, spørger Maja.
”Jo, lad os gøre det”.
Pigerne går over til manden og spørger ham om, hvad han lavede dagen forinden. Pigerne bliver ret hurtigt enige om, at det nok ikke er ham. Han virkede nemlig alt for venlig til at kunne være en tyv.
Gå til side 4.
Pigerne begiver sig over til fodboldbanen. Og ganske rigtigt, der er en mand.
Manden har dog ikke sort tøj på, men han kunne godt ligne en tyv, da han ser lidt uhyggelig ud.
Pigerne går forsigtigt over imod manden, og Liva starter lidt genert med at spørge, hvad manden lavet dagen forinden.
Mandens svar er lidt uklart, men han siger noget med, at han var ude i byen til temmelig sent.
Det får Liva og Maja til at blive lidt mistænksomme.
Maja tager sig lidt sammen, og derefter spørger hun manden, om han har gjort noget kriminelt på det sidste. Manden bliver lidt arrig, men svarer så ærligt, "ja det har jeg".
"Kan vi ikke mødes ved tanken ved siden af politistationen senere i dag?", spørger Maja.
Manden spørger hvorfor, men så siger Liva, at det er top hemmeligt.
Han svarer "jaeh". Pigerne synes dog at det er et lidt tvivlsomt ja. Så de spørger om hans telefonnummer, så de kan ringe til ham. Han giver dem et telefonnummer, men pigerne er ikke sikre på, at det er hans eget nummer. Men de kan jo ikke gøre så meget andet end at prøve at stole på ham. ”Hvad hedder du egentlig?”, spørger Liva. ”Jeg hedder Frank”, svarer han.
Pigerne siger farvel og begynder at gå hen til biblioteket.
Gå til side 7.
Pigerne går op ad trappen til biblioteket. På biblioteket er der mange mennesker, så mange mennesker at Liva og Maja næsten ikke kan overskue at skulle til at finde den rette.
”Sagde politimanden ikke noget med at han tit sad ved computerne?” spørger Maja.
”Jo, det er da rigtigt", svarer Liva.
Pigerne går hen til computerområdet. Der er der til gengæld kun to personer. Pigerne går hen mod den ene mand. Han har sort tøj på og en stor Intersport sportstaske ved siden af sig. De tænker nemlig at han ligner manden fra overvågningskameraet mest.
Da de kommer hen til ham, virker han meget venlig, men der er et eller andet ved ham, som virker mistænkeligt.
De starter ud med at spørge ham, hvad han lavede dagen forinden. Han svarer tvivlsomt, "jeg var henne og spise te hos min mor". ”SPISE te?", spørger Maja. ”Ja, spise te”, svarer han. Dette synes pigerne lyder højst mærkværdigt, så de spørger skarpt, om han vil mødes med dem ved tanken ved siden af politistationen.
Manden svarer hurtigt, ”ja, hvorfor ikke”, hvilket undrer pigerne lidt - han bare sagde ja uden videre. ”Det må nok være fordi, han ikke har så meget at lave” siger Liva, og det er Maja helt enig i.
Pigerne siger farvel og går hen mod tanken.
Gå til side 10.
Pigerne går op ad trappen til biblioteket. På biblioteket er der mange mennesker, så mange mennesker at Liva og Maja næsten ikke kan overskue at skulle til at finde den rette.
”Sagde politimanden ikke noget med at han tit sad ved computerne?” spørger Maja.
”Jo, det er da rigtigt", svarer Liva.
Pigerne går hen til computerområdet. Der er der til gengæld kun to personer. Pigerne går hen mod den ene mand. Han har sort tøj på og en stor Intersport sportstaske ved siden af sig. De tænker nemlig at han ligner manden fra overvågningskameraet mest.
Da de kommer hen til ham, virker han meget venlig, men der er et eller andet ved ham, som virker mistænkeligt.
De starter ud med at spørge ham, hvad han lavede dagen forinden. Han svarer tvivlsomt, "jeg var henne og spise te hos min mor". ”SPISE te?", spørger Maja. ”Ja, spise te”, svarer han. Dette synes pigerne lyder højst mærkværdigt, så de spørger skarpt, om han vil mødes med dem ved tanken ved siden af politistationen.
Manden svarer hurtigt, ”ja, hvorfor ikke”, hvilket undrer pigerne lidt - han bare sagde ja uden videre. ”Det må nok være fordi, han ikke har så meget at lave” siger Liva, og det er Maja helt enig i.
Pigerne siger farvel og går hen mod fodboldbanerne.
Gå til side 9.
Pigerne begiver sig over til fodboldbanen. Og ganske rigtigt, der er en mand.
Manden har dog ikke sort tøj på, men han kunne godt ligne en tyv, da han ser lidt uhyggelig ud.
Pigerne går forsigtigt over imod manden, og Liva starter lidt genert med at spørge, hvad manden lavet dagen forinden.
Mandens svar er lidt uklart, men han siger noget med, at han var ude i byen til temmelig sent.
Det får Liva og Maja til at blive lidt mistænksomme.
Maja tager sig lidt sammen, og derefter spørger hun manden, om han har gjort noget kriminelt på det sidste. Manden bliver lidt arrig, men svarer så ærligt, "ja det har jeg".
"Kan vi ikke mødes ved tanken ved siden af politistationen senere i dag?", spørger Maja.
Manden spørger hvorfor, men så siger Liva, at det er top hemmeligt.
Han svarer "jaeh". Pigerne synes dog at det er et lidt tvivlsomt ja. Så de spørger om hans telefonnummer, så de kan ringe til ham. Han giver dem et telefonnummer, men pigerne er ikke sikre på, at det er hans eget nummer. Men de kan jo ikke gøre så meget andet end at prøve at stole på ham. ”Hvad hedder du egentlig?”, spørger Liva. ”Jeg hedder Frank”, svarer han.
Pigerne siger farvel og begynder at gå hen til tanken.
Gå til side 10.
Pigerne går ad fortovet hen mod tanken. De ser at begge mænd er mødt op. Pigerne undrer sig meget over, hvorfor Frank er mødt op. Det virkede det jo ikke som om, han ville.
Da de kommer frem siger pigerne imødekommende "hej", og forklarer begge mænd, at de skal gå med ind på politistationen for pigerne skal have hjælp til noget vigtigt.
Mændene går med, og de går sammen ind på politigården.
Da de kommer ind på politistationen siger pigerne i kor. "Vi har fundet dem vi tror, der har stjålet købmandens kasseapparat". De går alle roligt ind i et mødelokale, og politimanden begynder at snakke.
Da de kommer ind i mødelokalet hvisker pigerne til hinanden, "det nok ikke er dem, for hvorfor ville de ellers frivilligt gå med ind til en afhøring".
De snakker frem og tilbage, og mere og mere begynder at tyde på at det faktisk ikke er nogen af dem, der har stjålet kasseapparatet. Hvordan kunne pigerne have begået så stor en fejl…?
Efter en god times tid bliver til begge mænd frikendt.
Pigerne går triste ud fra politigården, men pludselig ser de Frank stå henne på gaden, med en pengekasse i hånden. ”Han har løjet” råber Maja. ”Det er ham”. Pigerne løber ind på politigården og henter en politimand. Han spæner ud, og når at få fat på Frank inden han slipper væk.
Frank bliver slæbt med ind på politigården igen, og Frank forklarer hele historien, og om hvorfor han løj, blot 5 min. forinden.
Franks kæreste havde tre dage forinden slået op med ham, og nu var han blevet smidt ud af deres lejlighed. Han var desperat og manglede nogle penge tid indskud til en ny lejlighed.
Han fortæller også, at han allerede fortrød hvad han havde gjort, lige efter det var sket, men han synes det ville være for pinligt at stå frem.
Efter lidt tid siger politimanden, at de vil beholde Frank på stationen. Han spørger også om pigerne ikke vil aflevere kasseapparatet tilbage til købmanden.
Det vil pigerne selvfølgelig gerne.
Da de kommer hen til købmandens butik, går de direkte ind ad døren og ud i baglokalet.
Købmanden bliver noget så overrasket, da han ser, at pigerne har hans kasseapparat med.
Pigerne rækker købmanden kasseapparatet, og han begynder straks at se om alle pengene er der.
Og det er de selvfølgelig.
Som tak får pigerne hver hundrede kroner og en pose bland selv slik.
Pigerne siger tak og farvel, og derefter går de med hver deres slikposer i hånden ud af butikken.
Det forsvunde kasseapparat
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10